Golden Retrieveren blev derfor avlet med en blød mund, så Golden Retrieveren kunne bringe byttet tilbage til sin ejer uden skade på vildtet. Golden Retrieveren har derfor et meget stærkt hente/bringe instinkt, og er en meget glad vandhund.

En arbejdshund med mange roller
Golden Retrieverens temperament og positive vilje til at behage sin ejer, gør Golden Retrieveren nem at træne til at løse specifikke opgaver. Derfor ser man Golden Retrieveren I mange forskellige professionelle roller, hvor den bl.a. agerer som jagthund, narkohund, redningshund, førerhund, servicehund for handicappede og mange andre roller. Golden Retrieverens lærenemme egenskab gør, at Golden Retrieveren ofte bruges til agility-konkurrencer og lydighedstræning.

God og glad familiehund
Med sin historiske baggrund elsker Golden Retrieveren at lege hente/bringe-lege med sin ejer eller dennes børn. Golden Retrieverens blide temperament, imødekommenhed, tålmodighed, glade indstilling til livet og vilje til at behage sin ejer, gør Golden Retrieveren til en fremragende familiehund, som kan spille på alle charmestrenge og samtidig knytter sig enormt tæt til sin ejerfamilie.

Golden Retrieverens historie som hunderace
Golden Retrieveren blev oprindeligt fremavlet i Scotland i Guisachan nær Glen Affric på Sir Dudley Majoribanks landejendom i det skotske højland. I mange år herskede der uenighed om hvilke hunderacer, der oprindeligt blev krydset i forsøget på at skabe en formidabel jagthund. I 1952 gjorde publikationen af Majoribanks avlstavler fra 1835 til 1890 dog op med skrønen om, at Majoribanks skulle have købt et kobbel Russiske Fårehunde fra et omrejsende cirkus.

Forbedring af teknologien i skydevåben til jagt igennem 1800-tallet resulterede i, at mere fjerkræ blev skudt under jagterne på længere og længere afstand og i mere utilgængeligt terræn og vand. Dette medførte det uhensigtsmæssige resultat, at flere og flere nedskudte fugle gik tabt under jagten, fordi jægeren ikke var i stand til at finde dem.

Denne nye og vigtige problemstilling afstedkom et behov for at opdrætte en særlig jagthund, der kunne hente nedskudte fugle og småvildt til jægeren, da specialtræning af Settere og Pointer racer viste sig at være ineffektivt. Derfor begyndte Majoribanks fremavlingen af en ny hunderace, som i sidste ende blev til Golden Retrieveren.

Golden Retrieverens mange positive egenskaber, herunder dens tålmodighed overfor børn, har gjort Golden Retrieveren til en af de mest populære familiehunde på verdensplan – opgjort på antallet af registreringer.

En Golden Retriever er måske det rigtige valg for dig, hvis du gerne vil have en hund, der er:

- Fuld af energi og har brug for meget motion og mental stimulering og kan være meget legesyg.
- Har en flot pels.
- Golden Retriever har et venligt temperament og kommer godt ud af det med andre dyr.
- Vil gerne behage og er derfor nem at træne.

Nogle af en Golden Retriever’s kvaliteter er måske ikke rigtige for dig alt efter, hvad du søger:

- En Golden Retriever skal have en hel del motion for at trives.
- Den fælder en del.
- En Golden Retriever kan godt lide at tygge på ting, eller samle dem op og bringe dem til dig.
- En Golden Retriever kan let blive begejstret især som en ung hund, og vil derfor gerne hoppe op ad dig og fremmede hvis den ikke er trænet ordentligt.

Pelsen er trefarvet, sort, rødbrun og hvid og kan være både bølget og glat. Berner Sennen er kraftig af bygning og meget stærk og så er Berner Sennen en godmodig og rolig hund, der trives godt med både andre hunde og børn.

Berner Sennens historie som hunderace
Berner Sennen kommer fra Schweiz, fra egnen omkring Bern og er en af fire typer Sennenhunde; Grosser Schweizer Sennen, Appenzeller Sennen, Entlebucher Sennen og altså Berner Sennen, der menes at nedstamme fra de doggeagtige hunde, der i folkevandringstiden ledsagede forskellige folkeslag på deres vandring gennem Europa.

Bondehunden
Berner Sennen og de andre Sennenhunde, som dengang gik under navnet Bondehunde, blev brugt på de Schweiziske gårde til at drive kvæg frem ved hjælp af en metode, som er enestående for denne race – de gik bag kvæget og bed dem i haserne.

Denne teknik bruger Berner Sennen også i dag, når den leger og forsøger at ”drive” sine ejere frem. Berner Sennen var en rigtig arbejdshund, der bl.a. kunne trække vogne med handelsvarer efter sig og beskytte kvægdriverne mod ulve og bjørne. Hunden var derfor at finde på mange gårde i Bern området i midten af forrige århundrede.

Berner Sennens fysiske fremtoning og afarter
Berner Sennen er sammen med de tre andre Sennenhunde fremavlet af de gamle doggeagtige hunde fra Bern området. Der er nogen forskel på størrelsen af hanner og tæver; Hannerne er typisk fra 64 – 70 cm i skulderhøjde, tæverne er 58 – 66 cm. Hannerne vejer ca. 50 – 55 kg, tæverne 40 – 45 kg. Pelsen kan være bølget eller glat og er mest sort med rødbrune og hvide aftegninger.

Berner Sennens temperament
Berner Sennen er den ideelle familiehund. Den er rolig og godmodig og er kendt for at knytte sig til sin flok (familie). Dette betyder dog også at Berner Sennen, når den er voksen, har en tendens til at være reserveret overfor fremmede der besøger hjemmet. Det er derfor en god idé at socialisere hunden og vænne den til fremmede allerede mens den er hvalp. Invitér jævnligt venner og familie over, så hunden lærer, at alle er velkomne i huset.

Berner Sennens motionsbehov og vedligeholdelse
Berner Sennens pels er ikke så vedligeholdelseskrævende som den umiddelbart ser ud til. Pelsen er ganske vist lang, men kræver ikke det store i pelspleje. En ugentlig gennembørstning og en lejlighedsvis klipning af håret ved ørerne og poterne, så pelsen ikke filtrer, er nok til at hunden fremstår flot. Den voksne Berner Sennen har ikke det store motionsbehov, men en god daglig gåtur slipper man ikke udenom, ligesom hunden sagtens kan tages med på løbeture af længere varighed.

Berner Sennens helbred og sygdomme
En Berner Sennen bliver i gennemsnit 7,5 år gammel. Få hunde bliver over 10 år gamle og nogle desværre kun 4½ – 5 år. En af de største dræbere blandt disse hunde er kræftsygdommen Malignhistozytose (ca. 42% af Berner Sennen hunde dør af kræft), men også mavedrejning og hoftedysplasi er udbredt hos denne race. De seriøse opdrættere prøver naturligvis at avle sig ud af disse sygdomme, men det kommer til at tage mange år, før racen igen vil være sund og sygdomsfri.

Ejerprofil
Hunderacen egner sig fortrinligt som familiehund, idet den er både venlig, tålmodig og rolig af natur. Den har ikke behov for mere end en daglig gåtur, men kan sagtens tages med på løbeture og udflugter i naturen. Hundens pels kræver en ordentlig gennembørstning en gang om ugen og så skal det siges, at hunden med dens lange pels kan slæbe en del skidt med sig ind udefra, så man skal ikke ligefrem lide af rengøringsvanvid, hvis man vil være ejer af denne hunderace.

Hvis du overvejer at anskaffe dig en Berner Sennen bør du overveje følgende:

Vil du gerne have en hund der er:

- Meget stor, stærk og robust.
- Har et godt temperament og kommer godt ud af det med andre dyr.
- Har en tyk pels, som gør den i stand til at modstå kulde.
- Er forholdsvist let at træne.

Det der kan være negativt alt efter dine personlige ønsker:

- En Berner Sennen er en meget stor hund, som vil fylde en hel del i din bil og dit hus.
- Den tykke pels fælder en hel del, og kan let slæbe skidt med indenfor.
- En Berner Sennen har en kort levetid på ca. 7 år.

Cocker Spanielen er en hårdfør, kompakt og velafbalanceret hund. Hunderacen er karakteristisk ved sit intelligente udtryk og agtpågivenhed. Cocker Spanielens øjne skal være mørke og dens hængende ører skal nå ned til spidsen af snuden, når de trækkes fremad. Cocker Spanielens hale er typisk afklippet i Nordamerika, og lande hvor dette er lovligt. Halen afklippes typisk ved 10-13 cm. (4-5 inches). Ved udstillingshunde afklippes halen dog typisk tættere på kroppen.

Cocker Spanielens historie som hunderace
Cocker Spaniel lignende hunde har været fundet i kunst og litteraturen i næsten 500 år. Oprindeligt blev Cocker Spaniels i England opdelt i land Spaniels og water Spaniels. Differentieringen mellem spanielerne, som ledte til de nuværende racer, blev først påbegyndt i 1800-tallet. På denne tid blev land spanielerne mere specialiserede og typerne blev inddelt efter vægt.

Cocker Spanielens temperament
Cocker Spaniels er kendte for deres venlige, trofaste, legesyge og kærlige temperament. De kan let trænes og er gode som en medium-størrelse familiehund. Cocker Spanielen knytter sig ofte tæt til en enkelt person i familien. Videnskabsfolk har i et stykke tid haft kendskab til, at der er sammenhæng mellem pelsfarve og temperament.

Denne sammenhæng skyldes formentlig farve pigmentet melanin, der er biokemisk sammenligneligt opbygget på samme måde som andre kemikalier, der har egenskab af at transmittere i hjernen. Cocker Spanielens adfærd er blevet studeret mere end nogen anden hunderace. Ifølge en undersøgelse foretaget af University of Cambridge, der involverede ca. 1.000 Cocker Spaniels over hele England, var konklusionen, at ensfarvede Cocker Spaniels var mere tilbøjelige til at være aggressive i 12 ud af 13 situationer.

Hvis du overvejer at anskaffe dig en Berner Sennen bør du overveje følgende:

Vil du gerne have en hund der er:

- Lille og nem størrelse, men stadig lidt atletisk bygget.
- Har en flot pels i mange forskellige farver.
- Er livlig og legesyg.
- Har et godmodigt temperament og kommer godt ud af det med andre hunde.

Det der kan være negativt alt efter dine personlige ønsker:

- Den tykke pels skal plejes en del med børstning og trimning.
- En Cocker Spaniel fælder en hel del.
- Hunderacen kan give en del hals.

Dansk-Svensk Gårdhund hed oprindeligt Dansk Foxterrier, hvilket ikke passer ret godt til hunden, da den har et meget blidere temperament end de ofte iltre terriere er kendt for.

Navnet blev ændret til Dansk-Svensk Gårdhund efter at Dansk Kennelklub og Svenska Kennelklubben i 1985 indledte et samarbejde, for at finde og redde de Dansk-Svenske Gårdhunde, der med landbrugets tilbagegang var blevet mere og mere sjældne i både Danmark og Skåne.
Dansk-Svensk Gårdhunds historie som hunderace

En alsidig følgesvend
Dansk-Svensk Gårdhund menes at stamme helt tilbage fra vikingetiden, hvor vikingerne efter sigende skulle have brugt den som jagt-/vagthund. Senere er racen blevet brugt på danske og skånske gårde som både vagthund, jagthund, rottehund m.m. Hunden blev da også dengang i folkemunde kaldt Rottehund.

Dansk-Svensk Gårdhund er kompakt af bygning og meget adræt, hvilket gør den til en glimrende jæger af både ræve, mus og rotter. Dansk-Svensk Gårdhund er lærenem og elsker at udføre bedrifter, hvilket gør den til en glimrende redningshund, der kan ”gå spor” og finde forsvundne mennesker og genstande i løbet af meget kort tid. I Svedala i Sverige findes i dag den eneste Dansk-Svenske Gårdhund, der har bestået den meget krævende eksamen, der giver certifikat som officiel svensk redningshund.

Klovnehunden
Dansk-Svensk Gårdhund er også meget populær som cirkushund. I cirkus bruger man de hunde, der er mest lærenemme og her er denne race helt uovertruffen. Den ses ofte i klovnenumre, hvor den udfører kunster til stor begejstring for både voksne og børn.

Berømte Dansk-Svenske Gårdhunde

Alles yndling
Den mest berømte Dansk-Svenske Gårdhund i Danmark må siges at være hunden Kvik fra Tv-serien Matador. Kvik var grisehandler Larsens hund. Faktisk var Kvik slet ikke en Dansk-Svensk Gårdhund men en glathåret foxterrier. Forklaring: Folkene bag Matador kunne ikke finde en egnet Dansk-Svensk Gårdhund til rollen, så de valgte en glathåret foxterrier, der til forveksling lignede en Dansk-Svensk Gårdhund.

Ingen kunne åbenbart se forskel, for Kvik har siden fungeret som en slags maskot for racen. Den hvalp som grisehandler Larsen senere fik foræret af sit barnebarn Daniel efter Kviks død, er dog en ægte, raceren Dansk-Svensk Gårdhund.

Fint skal det være
Christian X’s Dronning Alexandrine menes at have ejet flere Dansk-Svenske Gårdhunde, der ud over at fungere som vagthunde også var praktiske, da de var små og derfor let kunne være i de kongelige gemakker uden at fylde for meget. Dronning Alexandrines hunde er dog i bøgerne bedst kendt som Danske Foxterriere, da det på de tider var helt uhørt, at en dronning havde en ikke raceren hund, hvilket gårdhunden dengang blev betragtet som.

Dansk-Svensk Gårdhunds fysiske fremtoning og afarter
Dansk-Svensk Gårdhund menes at have eksisteret siden vikingetiden og har gennem tiderne haft så forskellige navne som Rottehund, Dansk Foxterrier og siden slutningen af 1980’erne Dansk-Svensk Gårdhund. Racen er kendetegnet ved et kompakt, næsten firkantet udseende og en hård, kort og glat pels med hvid bundfarve og sorte/brune pletter. En voksen Dansk-Svensk Gårdhund vejer mellem 8 og 12 kg.

Dansk-Svensk Gårdhunds temperament
Den Dansk-Svenske Gårdhund har et livligt og udadvendt temperament. Den er legesyg, opfindsom og ivrig og den har let ved at omgås andre hunde og ikke mindst børn, hvilket gør den til en rigtig god familiehund.

Hundens psykologi og særlige egenskaber som race.
Dansk-Svensk Gårdhund er intelligent, lærenem og elsker at jage og søge efter alt fra vildt over gnavere til godbidder. Den er en elskelig hund, som nyder menneskeligt selskab og den er en særdeles god hund til børnefamilier, da den gladelig kaster sig ud i al slags leg med ungerne, men også hurtigt falder til ro igen, når legen er overstået.

Dansk-Svensk Gårdhunds motionsbehov og vedligeholdelse
Dansk-Svensk Gårdhund kræver ikke den store pelspleje. En let børsten et par gange om ugen er nok til at pelsen holder sig flot. Da den Dansk-Svenske Gårdhund er meget nysgerrig og elsker at søge efter alskens ”overraskelser” i haven og på gåture, er et bad en gang imellem også en rigtig god idé.

Dansk-Svensk Gårdhund har behov for at røre sig og ikke mindst for at blive udfordret mentalt. En tur i skoven med indlagte søge-opgaver er himmerige for denne race, ligesom den ikke går af vejen for en god, lang løbetur.

Dansk-Svensk Gårdhunds helbred og sygdomme
Den Dansk-Svenske Gårdhund er en sund og robust race, der ikke er disponeret for særlige sygdomme, hvilket muligvis hænger sammen med, at det på de gamle danske og skånske gårde var de stærkeste hunde der overlevede. På den måde sikrede racen sig helt naturligt, at kun de bedste gener blev videreført fra generation til generation.

Dansk-Svensk Gårdhunds ejerprofil
Denne race passer rigtigt godt til børnefamilier, der gerne vil have en livlig, intelligent og kærlig familiehund og til jægeren, der har brug for en dygtig sporhund der bringer vildtet tilbage under jagten.

Dansk-Svensk Gårdhund har brug for daglig motion og trives bedst hos en familie/person, der vil udfordre dens intelligens og søgeevne. Da racen er nysgerrigt anlagt og gerne splitter hele haven ad i sin søgen efter fugle, regnorme og hvad den ellers kan finde derude, skal ejeren være villig til at bruge tid på at opdrage hunden evt. med hjælp fra professionel hundeskole eller træning, for at både hund og ejer får det bedste ud af partnerskabet.

Den Dansk-Svenske Gårdhund er mindre egnet til personer, der blot vil have hunden som selskab, da dens forholdsvis store behov for aktivering skal opfyldes for at hunden trives.

Grundet deres lange og smalle bygning bliver gravhunden tit kaldt en wiener hund. Uanset dens tyske oprindelse af gravhundens engelske navn Dachshund, bliver Gravhunden kaldt enten Dackel eller Teckel i tysktalende lande.

Gravhundens historie som hunderace
Nogle teoretikere har den opfattelse, at gravhunden har rødder helt tilbage til det gamle Egypten, hvor indhuggede billeder forestillede kortbenede jagthunde. Det Amerikanske Universitet i Cairo har fundet mummificerede rester af gravhundeagtige hunde i antikke egyptiske begravelsesurner, der måske kan give støtte denne teori.

Men uomtvistet er den moderne Gravhund et resultat af europæisk avling, som inkluderer elementer af tyske, franske og engelske jagthunde og terriere. Gravhunde har været holdt i royale hof over det meste af Europa, inkl. Queen Victoria, som var specielt glad for hunderacen. Gravhunden var oprindeligt fremavlet til at jage grævlinge og andre huleboende dyr. De første verificerede referencer til Gravhunde (oprindeligt benævnt ”Dachs Kriecher” eller ”Dachs Krieger” – grævlinge kriger) findes i bøger fra det tidlige 1700-tallet.

Før dette eksisterer der referencer til ”grævlinge hunde” og ”hul hunde”, men disse referer mere sandsynligt til specifikke formål mere end til specifikke hunderacer. Den originale tyske dachshund var større end den moderne hunderace, og vejede mellem 14 til 18 kg. Selvom hunderacen er berømt for dens benyttelse i udryddelse af grævlinge, var gravhunden også ofte benyttet til at jage kaniner, ræve, spore såret vildt, og i flokke blev gravhunden også brugt til at jage vildsvin eller endda jærv. Det er den gængse opfattelse, at gravhunden blev introduceret i Amerika mellem 1879 og 1885.

Gravhundens liggende ører og den famøse kurvede hale blev bevidst avlet ind i hunderacen. De liggende ørers formål er at sikre, at græs frø, snavs eller andet ikke kommer ind i hundens ørekanal. Den kurvede hale har to formål; at gøre gravhunden mere synlig i højt gras, og for at kunne assistere ejeren i at trække hunden ud af et hul i jorden, hvis den sidder fast.

Den glatte gravhund er et kryds mellem den tyske korthårede pinscher og Bracke. Den langhårede gravhund er et kryds mellem alle små hunderacer i spaniel gruppen, den tyske Stoberhund og den glathårede Gravhund. Den Ruhårede Gravhund er et kryds mellem den glathårede Gravhund, Dandie Dinmont Terrier og den tyske ruhårede pinscher.

Gravhundens pels
Den funktionelle trådagtie pels er hunderacens mest specielle kendeteng. Pelsen er modstandsdygtig overfor al slags vejr og er vandafvisende. Underpelsen er tyk nok til at isolere mod kulden om vinteren, men er så tynd, at den næsten er usynlig om sommeren. Den ydre pels er kort, lige, rå, trådlig og ligger fladt mod hunden.

Lavere på benene er pelsen kortere og mellem tæerne er den blødere i tekstur. På hovedet er pelsen naturligt kortere og tættere mod kraniet. Over hundens skuldre og rundt om halen er pelsen meget tyk og tung. Øjenbrynene er af stærke, lige hår. Skæg og knurhår er medium i længde.

Hvis du overvejer at anskaffe dig en Gravhund bør du overveje følgende:

Vil du gerne have en hund der er:

- Lille og nem størrelse, som kan fås me lang eller kort pels i mange farver.
- En Gravhund har et lille motionsbehov.
- Er livlig og legesyg.
- Har et godmodigt temperament og kommer godt ud af det med andre hunde og dyr.
- Lever som regel et langt liv (op til 15 år).

Det der kan være negativt alt efter dine personlige ønsker:

- En Gravhund kan godt være stædig.
- Gravhunden kan godt være aggressiv overfor især større hunde, den ikke kender.
- Jagtinstinktet i en Gravhund gør, at den godt kan finde på at jagte de helt små dyr.
- Kan være svær at gøre stueren som hvalp.
- Kan have en tendes til at gø meget.
- Kan som regel godt lide at grave en masse huller i haven.

I lande, hvor det ikke er forbudt, er hundens hale typisk afklippet til 2/5-dele af halens normale længde. Hundens hale, hvis den ikke er afklippet, bør nå ned til haserne. Den Ruhårede Hønsehund har svømmehud på poterne og er en god svømmer.
Ruhåret Hønsehund historie som hunderace

Den Ruhårede Hønsehund er ca. 120 år gammel som hunderace. Hunderacen blev oprindeligt fremavlet i Tyskland, hvor hundeavlere ønskede at udvikle en robust og alsidig jagthund, der kunne arbejde tæt sammen med enten en person eller et mindre jagtselskab, der jagede til fods i varierende terræn; fra bjerglandskaber i Alperne, til tætte skove og mere åbne områder med bondegårde og små byer.

Den hunderace, som tyskerne havde i tankerne, skulle have en solid pelse, som kunne beskytte hunden i alt slags vejr, men stadig være let at vedligeholde. Hvilke hunderacer, der er indgået i avlen er tvivlsomt, men andre pointer-hunde er sandsynligt. Nogle af de karaktertræk tyskerne søgte at udvikle i den nye hunderace var:

- Søge efter og lokalisere vildt.
- Hente både fjerkræ og pelset bytte – også i vand.
- At være nem at træne.
- At kunne spore og lokalisere såret vildt.
- Være frygtløs overfor levende vildt – så som en ræv.
- Være en hengiven kammerat og kæledyr.
- Være en god vagthund, der kunne beskytte ejerens familie og ejendom.

Pels: (overskrift på undersiden)
Den funktionelle trådagtige pels er hunderacens mest specielle kendeteng. Pelsen er modstandsdygtig overfor al slags vejr og er vandafvisende. Underpelsen er tyk nok til at isolere mod kulden om vinteren, men er så tynd, at den næsten er usynlig om sommeren. Den ydre pels er kort, lige, rå, trådlig og ligger fladt mod hunden.

Lavere på benene er pelsen kortere og mellem tæerne er den blødere i tekstur. På hovedet er pelsen naturligt kortere og tættere mod kraniet. Over hundens skuldre og rundt om halen er pelsen meget tyk og tung. Øjenbrynene er af stærke, lige hår. Skæg og knurhår er medium i længde.

Ruhåret Hønsehund temperament
Den Ruhårede Hønsehund er meget kærlig, aktiv og intelligent. Hunderacen er ivrig for at lære og loyal overfor sin familie. Den Ruhårede Hønsehund har brug for en ejer, som er konsistent og konsekvent i sin tilgang til hunden. Den Ruhårede Hønsehund er en arbejdshund, og kan derfor godt lide at være aktiv og udføre opgaver for sin ejer.

Den Ruhårede Hønsehund er venlig overfor mennesker, som den kender i forvejen men naturligt reserveret overfor fremmede – det er derfor vigtigt at socialisere hvalpen tidligt. Den Ruhårede Hønsehund kan være ret egenrådig og elsker at strejfe omkring. Hunderacen er stærk og energisk og kan derfor let komme til at kede sig og blive svær at håndtere, hvis den Ruhårede Hønsehund ikke får nok motion.

Den Ruhårede Hønsehund er en god alsidig jagthund, der kan jage enhver slags vildt i ethvert terræn. Hunden har en god næse, og kan spore og hente vildt både på land og i vand. Fordi hunden er stabil, livlig og energisk klarer den sig normalt bedst med ældre hensynsfulde børn. En Ruhåret Hønsehund kan socialiseres til at fungere fint med andre kæledyr eller hunde og kan trænes til at være en god vagthund.

Schæferhundens historie som hunderace
Schæferhundens tyske navn er Deutscher Schäferhund, hvilket ved en bogstavelig oversættelse blev til det engelske navn German Shepherd Dog. Schæferhunden blev oprindeligt avlet til at hyrde får, hvoraf navnet stammer. Schæferhunderacen opstod som et resultat af parring mellem forskellige tyske fårehunde og collie, som blev foretaget af Max von Stephanitz i sidste halvdel af 1800-tallet.

Han ønskede at skabe en duelig arbejdshunderace, noget han må siges at have haft held til. Igennem årene er de specifikke arbejdshunde egenskaber i hunderacen, som f.eks. sporing, lydighed, beskyttelse, blevet styrket som følge af selektiv avl. Dette gør Schæferhunden meget egnet som professionel arbejdshund i et aktivt miljø. Schæferhunden blev brugt ekstensivt at de tyske styrker under første verdenskrig på vestfronten.

Berømte Schæferhunde
Schæferhunde har tit optrådt på film igennem historien, nedenfor ses en liste af nogle af de heldige hunde:

- En Schæferhund ved navn “Rin Tin Tin”, blev opfattet som en af Hollywood’s største tjerner i 1920erne og 30erne. På toppen af sin karriere havde “Rin Tin Tin” fået over 10.000 fanbreve om ugen. Indtil flere Schæferhunde spilled rollen.

- Schæferhunden ”Strongheart” også kendt som “Etzel von Oeringen”, spilled hovedrollen i en adaption af bogen “White Fang”, som blev udgivet i 1925, og i ”The Return of Boston Blackie”, der blev udgivet i 1927.

- ”The Littlest Hobo” var en populær tv-serie i 1980erne i Canada. TV-serien handlede om en Schæferhund, der rejste fra sted til sted og udførte gode gerninger.

- ”Koton” en Schæferhund, der også havde en karriere som politihund, spillede ”Jerry Lee”, en politihund, i filmen ”K-9” i 1989.

- I filmen “The Cell”, fra 2000, ejede seriemorderen i filmen en albino Schæferhund kaldet “Valentine”.

- I filmen “I Am Legend” har skuespilleren Will Smith’s karakter (Robert Neville) en Schæferhund kaldet “Sam” (kort for “Samantha”). Rollen blev spillet af Schæferhunden ”Abbey”.

Schæferhundens fysiske fremtoning og afarter
Standarden for hunderacen Schæferhund varierer fra land til land. Generelt kan man sige om Schæferhunden, at det er en stor og stærk hund, som typisk vejer mellem 34 og 50 kg, men sagtens kan veje mere. Hanhundens højde er mellem 60 til 65 cm og for hunhunden 55 til 60 cm. Pelsen har to lag, en ydre og indre pels. Nogle organisationer tillader langhårede Schæferhunde, men korthårede Schæferhunde er det mest normale.

En arbejdsom Schæfer hund
Schæferhunde bruges i dag ofte i politiet og andre statslige organisationer over hele verden, så som i UK Police Service, the Metropolitan Counter Terrorism Command in the United Kingdom, ATF, the U.S. Marshals og tolden i USA. Arbejdslinjen benyttes også ofte i sport og frivilligt redningsarbejde.

Forskellige varianter i størrelse og pels i Schæferhunde
Der er mange forskellige farver, som en Schæferhund kan være. For udstillingshunde er det mest normale sort-brunlig eller sort-rødlig. Farvekombinationer, der indeholder meget lyse farvevarianter, så som creme, bliver typisk ikke anerkendt, og helt sorte eller hvide schæferhunde anerkendes i nogle lande men ikke andre.

Langhårede Schæferhunde
Schæferhunde med lang pels ligner lidt den Tervureske type af den Belgiske Hyrdehund. Det langhårede gen er recessivt. En myte siger, at den langhårede Schæferhund (med det engelske kælenavn ”fuzzies”) er mere kærlig, men der er ikke empirisk belæg for at antage dette. Den lange pels ses i to varianter – både med underpels og uden underpels.

Den Hvide Schæferhund (Berger Blanc Suisse)
Det recessive gen for hvid pels blev en fast egenskab i Schæferhunderacens DNA i det tyske avlsprogram, der ekstensivt brugte hunde, som havde genet i sig. Hvide Schæferhunde ses i alt fra helt hvid til en nærmest blonde gylden farve. Normal pigmentering var forventet i snuden, trædepuder og øjne.

Schæferhundens temperament
Hunderacen har en personlighed, som kendetegnes ved direkte og frygtløs villighed til at beskytte hvad Schæferhunden betragter som dens ”hule” (dvs. et hus, bil, ejendele og andet) eller ”flok” (dvs. menneske, familie el.lign.) Schæferhunden er både egnet og villig til at udfylde rollen som kæledyr, vagthund, hyrdehund eller hvad omstændighederne kræver af den.

God socialisering af hvalpen er en af to vigtige faktorer, som er med til at bestemme Schæferhundens temperament som voksen. Genetik er den anden vigtige faktor.

Schæferhunden kan godt lide at være i selskab med andre mennesker og andre dyr, men tidlig socialisering af hvalpen er vigtig for at undgå aggressiv eller farlig adfærd i den voksne Schæferhund. Schæferhunde egner sig godt til lydighedstræning og agility-konkurrencer. Der kan vindes prestigefyldte titler i Tyskland i de såkaldte Schutzhund-konkurrencer.

En Schæferhundehvalps ører står ikke op før den er blevet flere uger eller måneder gammel, og ørerne går typisk igennem flere faser af et-øre-nede, begge-ører-nede, et-øre-nede etc. før begge ører forbliver oprejste.

Schæferhundens motionsbehov
Alle hunde bør få daglig fysisk og mental stimulering. Schæferhunden har brug for begge dele, for at trives. Alt efter hundens alder og individuelle behov, kan fysisk aktivitet for hunden være alt lige fra at kaste en bold i 10 til 30 minutter i baghaven til en gåtur i nabolaget. Schæferhunden er en arbejdshund, og har derfor brug for en hel del motion, det må derfor anbefales, at Schæferhunden luftes tre eller mindst to gange om dagen.

Vedligeholdelse af Schæferhundens pels
Under normale omstændigheder vil Schæferhunden kun kræve en gennembørstning med jævne mellemrum og et bad engang imellem. Diæt spiller en vigtig rolle i pelsens kvalitet, og kan være med til at modvirke hudproblemer. Schæferhunden kan let børstes fra start til slut i 10 minutter eller mindre, hvis hunden børstes 3-4 gange om ugen. Tid og frekvens vil variere under hensyn til pelsens længde og tilstand. Langhårede Schæferhunde kræver mere børstning. Et bad om måneden bør være nok. I loppesæsonen kan det være påkrævet med flere bade, som led i en aflopningskur. Schæferhunden bør ikke bade mere end maksimum hver tiende dag, da overbadning fjerner de naturlige olier fra hundens pels. Det er vigtigt kun at bruge shampoo, der er specielt fremstillet til hunde, da shampooens ph-værdi er forskellig fra shampooer til mennesker.

Schæferhundens negle, ører og tænder har også brug for vedligeholdelse. Hvis Schæferhunden løber på asfalt dagligt, vil den næppe få problemer med længden af neglene. Man bør dog tjekke en gang om ugen, at hunden ikke har fået en spaltet tånegl, som har brug for behandling. Nogle schæferhunde har sorte negle, der gemmer den lille blodåre, som føder neglen. Det er derfor bedst at trimme små dele af neglen af gangen. Hvis man trimmer for meget af neglen af, kan det være smertefuldt for hunden, og den kan bløde.

Schæferhunden har en gennemsnitlig levealder på 10-12 år.

Hvis du overvejer at anskaffe dig en Schæfer hund bør du overveje følgende:

Vil du gerne have en hund der er:

- Stærk atletisk og har et naturligt udseende.
- Elsker motion og udfordringer.
- Er en god vagthund, som har fysikken til at skræmme de fleste.
- Er intelligent, loyal og kan trænes til at udfylde næsten enhver rolle.

Det der kan være negativt alt efter dine personlige ønsker:

- En Schæfer skal have masser af motion og stimulering.
- Schæferen skal helst socialiseres fra den er hvalp, så den ikke bliver aggressiv overfor fremmede.
- En Schæfer fælder en hel del alle tider på året.
- Folk kan være bange for en Schæfer.

West Highland Terrieren vejer typisk fra 7,5 kg. Til 10 kg. (15-20 pounds) og hunden bliver gennemsnitligt 28 centimeter høj. Halen bør være mellem 5 til 6 inches (ca. 13 cm.). Hunderacen har et dybt bryst, muskulære lemmer, et stort kranie og et kort og tætsiddende bid. Tænderne fremtræder generelt ret store for hundens størrelse og hunden har en stærk knoglestruktur for sin størrelse. Underpelsen er blød og tyk, og yderpelsen er ca. 5 cm. Lang (2 inches), grov og kræver jævnlig børstning. Hundens poter har lettere svømmehud og med tykke trædepuder.

West Highland White Terrierens historie som hunderace
West Highland White Terrieren nedstammer fra Cairn Terriere, der engang imellem fik hvide hvalpe, og Skotske Terriere, der også engang imellem fik hvide hvalpe. Nogle gange blev hvide terriere fra Bedlington eller Dandie Dinmont linjerne introduceret i blodlinien for at indavle bestemte karaktertræk, men denne praksis stoppede i 1850erne.

Nogle kilder mener, at Colonel Edward Donald Malcolm fra Argyll regionen af det vestlige Skotland startede hunderacen i starten af 1800-tallet. Andre kilder mener, at det var den ottende hertug af Argyll, der opfandt hunderacen. Der kan have været et samarbejde mellem de to personer. Det kan have taget mere end hundrede år af selektiv avling, at fremavle de ønskede egenskaber og karaktertræk.

West Highland White Terrierens hvide pels gjorde den meget synlig under jagten på den skotske hede, og gjorde det ligeledes nemt at kende terrieren fra vildtet, hvilket var vigtigt, da jægere engang imellem tog fejl af brune jagthunde og ræve, og skød jagthunden ved en fejl. West Highland White Terrieren har også en stærk kropsbygning for sin størrelse.

Oprindeligt blev hunderacen kaldt Poltalloch Terrier efter Malcolm’s hjem. Hunderacen var også kendt som Roseneath Terrier (efter Argyll’s hjem), White Roseneath Terrier og i slutningen af 1900-tallet kort som en hvid variant af den Skotske Terrier. West Highland White Terrieren blev avlet med den primære funktion som jagthund for øje, og den blev ofte brugt i forbindelse med at jage småvildt så som kaniner.

West Highland White Terrier motionsbehov og vedligeholdelse
West Highland White Terrieren er modtagelig for allergier og problemer med tør skind. Derfor kan hyppig badning muligvis forværre disse problemer. At vaske hunden én gang om måneden eller med længere intervaller vil typisk ikke skabe problemer. Hyppig børstning af hunderacens pels er dog nødvendig for at holde pelsen ren og olierne jævnt fordelt gennem pelsen. At vaske hunden med specialshampoo til hunde anbefales. Ofte rensning af hundens ører hjælper med at forebygge olie og voksophobelse og øreinfektioner.

West Highland White Terrier helbred og sygdomme
Ligesom de fleste andre hunderacer, har West Highland White Terrieren typisk brug for 13 timers søvn hvert døgn. West Highland White Terrieren tilpasser typisk sin søvnrytme til sin ejers, og tager indtil flere små lure igennem dagen for at få sit søvnbehov dækket. Siden West Highland White Terrieren er ret selvstændig, kan den klare moderate perioder, hvor den er alene.

Hvis du overvejer at anskaffe dig en West Highland White Terrier bør du overveje følgende:

Vil du gerne have en hund der er:

- En lille men robust hund.
- Har et naturligt udseende.
- Har et lille behov for motion.
- Giver hals når der kommer fremmede.
- Fælder ikke meget.
- Er nemmere at håndtere og venligere overfor fremmede samt nemmere at træne end de fleste andre terriere.

Det der kan være negativt alt efter dine personlige ønsker:

- Har det klassiske terrier temperament.
- Kan være stædig.
- Kan godt lide at fylde haven med huller.
- Giver ofte hals.
- Skal trimmes og børstes engang imellem.

Bokseren har underbid.
Bokseren har underbid og meget stærke kæber og bid, hvilket gør det nemt at hænge fast på stort bytte. Bokseren er en afart af den engelske Bulldog og den nu uddøde Bullenbeisser hunderace (Bokseren er en del af Molosser gruppen af hunderacer). Bokseren vejer typisk mellem 25 og 32 kg (55 og 77 lbs). Hanhundens højde til hofterne er typisk ca. 57 til 63 cm og hunhunden er ca. 4 cm lavere.

Bokseren med eller uden afklippet hale.
Bokseren har traditionelt været en hunderace med afklippet hale og opretstående ører. I mange lande blev denne tradition dog forbudt grundet pres fra dyrerettighedsgrupper. I England blev en racevariant med naturlig kort hale fremavlet (Bobtail Boxers), som reaktion på en forventet lovændring.

En kortpelset hund.
Bokserens pels er kort, glat og ligger tæt på hundens krop. Pelsen er lysebrun og kan have sorte striber samt hvide markeringer. Den hvide farve ses ofte på hundens mave og på de fire poter. Bokserens pels er nem at vedligeholde og hunden fælder ikke meget.

Den mystiske hvide bokser.
Boksere med hvide markeringer, der fylder mere end 1/3 af kroppen – traditionelt kaldet Hvide Boksere – er ikke albino eller specielt sjældne. Ca. 20 til 25 % af alle Boksere er født ”Hvide”. Hvide Boksere har større risiko for solskoldning og hudkræft end deres farvede fæller. Hvide Boksere har også en større tendens til at være døve på et eller begge ører. Førhen aflivede opdrættere typisk de Hvide Boksere i et kuld, men nu til dags placeres de som regel i et hjem med en aftale om sterilisering af hunden. Den Hvide Bokser er udelukket som udstillingshund og tillades ikke i avl, de kan dog deltage i agility- og lydigheds-konkurrencer.

Bokserens temperament og vilje.
Bokseren er en arbejdshund, og har et højt energiniveau. Bokseren har derfor brug for meget motion for ikke at udvikle kedsomheds- og frustations-adfærd så som at tygge på ting eller grave haven op. Bokseren er en venlig hund, som dog er varsom overfor fremmede og kræver tidlig socialisering. Bokseren er rolig og hengiven overfor sin familie, men er viljestærk og modig overfor fare. Bokseren er en intelligent hund.

Bokserens historiske begyndelse.
Bokseren stammer fra hunderacerne Bullenbeisser (uddød tysk hunderace) og Bulldog (som blev bragt til Tyskland fra England). Bullenbeisseren var en jagthund, som blev brugt til at jage bjørne, vildsvin og hjorte. Bullenbeisserens opgave var at finde og fastholde byttet indtil jægeren kom frem. I de senere år var hurtigere hunde mere populære, og en mindre Bullenbeisser ved navn Brabant blev opdrættet i Belgien. Det er almindeligt anerkendt, at Brabanter Bullenbeisser er en direkte forløber for nutidens Boksere.

Boskeren introduceres på hundeudstilling i München.
Den første hundeudstilling, der fremviste Bokseren var en hundeudstilling for St. Bernards i München i 1895. De tre tyskere Roberth, Konig og Hopner havde besluttet at slå hunderacen fast ved at vise den frem. Allerede året efter grundlagde de den første Bokser-klub. Bokser-klubben offentliggjorde deres første racestandard i 1902, i et detaljeret dokument, som ikke er ændret meget i dag.

Bokserens charme bliver kendt i verden.
Bokseren blev først introduceret i andre dele af Europa og USA i den sidste del af 1900-tallet. Under første verdenskrig blev Bokseren brugt af militæret, hvor den udfyldte roller som brevhund, pakkebærer, angrebshund og vagthund. Det var ikke før efter anden verdenskrig, at Bokserens popularitet tog til i verden. Bokserhunde blev tit taget med tilbage af hjemvendte soldater, og Bokseren blev derved introduceret til et bredere publikum, hvor den hurtigt blev populær som kæledyr, udstillingshund og vagthund. Bokseren er en af de mest populære hunderacer i dag.

Hvis du overvejer at anskaffe dig en Bokser hund bør du overveje følgende:

Vil du gerne have en hund der er:

- Behøver meget lidt pelspleje.
- Er medium af størrelse og muskuløst bygget.
- Elsker at lege og tumle.
- Er loyal og har et stabilt temperament.
- Kan virke skræmmende selvom den er venligt stemt.

Det der kan være negativt alt efter dine personlige ønsker:

- Kan være aggressiv overfor andre hunde af samme køn.
- Har en stærk vilje, hvilket stiller krav om en konsekvent ejer.
- En Bokser hunds specielle korte ansigt giver anledning til snorken og hiven efter vejret.
- Kan savle.
- Kan have en del gas i maven.

En Siberian Husky er aktiv, energisk og hårdfør – egenskaber der var livsnødvendige i det ekstremt kolde og hårde arktiske Sibirien, hvor den blev opdrættet af Chuckchi-folket. På samme tid som Nome guldræset, blev hunderacen importeret til Alaska som slædehund, hunderacen fandt hurtigt popularitet og blev spredt ud over Canada og USA, hvor den også blev brugt som familiehund og udstillingshund.

Fysisk fremtoning
En Siberian Husky har mange fysiske ligheder med hunderacen Alaskan Malamute, ligesom med mange andre Spitz-racer, så som hunderacen Samoyed, der også har en sammenlignelig historie. Siberian Husky’en har en tykkere pels end de fleste andre hunderacer. Husky’en kan have mange forskellige markeringer i pelsen, sædvanligvis med hvide poter og ben, markeringer i ansigtet og på halespidsen. De mest almindelige farver er sort og hvid, grå og hvid, rødlig og hvid eller helt ren hvid. En handhund vejer typisk 20,5 til 27 kg. (en tæve ca. 15,5 til 23 kg.) Hanhunden er ca. 53,5 til 60 cm. høj til hofterne og tæven er ca. 50,5 til 56 cm.

Farvevarianter i øjnene
En Siberian Husky har blå eller brune øjne. Det er ikke ualmindeligt, at det ene øje er brunt og det andet blåt, eller at et enkelt eller begge øjne er multifarvede (både brunt og blåt). Alle disse farvevarianter i øjnene er typisk godkendt i de enkelte landes racebeskrivelse af en Siberian Husky.

En pels der kan stå imod næsten alt
En Siberian Husky’s pels har to lag, en tyk underpels og en længere yderpels. Den tykke underpels beskyttede hunden mod de hårde arktiske vintre, men pelsen kan også imødegå varme om sommeren. Husky’en er i stand til at modstå temperaturer helt ned til -50 til -60 grader Celsius. Den ydre pels kan være fraværende igennem fældningssæsonen. En Siberian Husky’s pels kræver en del vedligeholdelse og hunderacen fælder meget.

Temperament og nysgerrighed
Grundet Husky’ens oprindelse som arbejdshund, er en Siberian Husky sprængfyldt med energi og kræver meget motion. En Siberian Huskey er fremragende som familiehund eller slædehund, men den er komplet uegnet som vagthund, da den er venlig og imødekommende overfor alle fremmede. En Siberian Huskey knytter sig normalt heller ikke kun til en person. En Siberian Husky er nænsom og kærligt anlagt. Inuitterne brugte hunderacen til at trække tunge slæder henover isen og til at assistere under jagten. En Siberian Husky er både intelligent og lærenem, men kan være yderst stædig, og er typisk også ret ejenrådig – hunden vil f.eks. selv bestemme, hvornår den skal vise hundetricks den har lært.

Den gemte ulv under overfladen
Siberian Huskies er blevet beskrevet som en adfærdsrepræsentant for hundens forfader – nemlig ulven. Nogle af lighederne er, at Husky’en hyler i stedet for at gø, og at Husky’en har et meget aktivt og yderst stærkt jagtinstinkt, der gør det meget usikkert at have en løsgående Siberian Husky uden snor. Husky’en løber efter enhver lugt af bytte og går ikke af vejen for at nedlægge en hare eller familiens uheldige marsvin. En Siberian Husky kan også godt lide at grave, noget der især kan gå ud over familiens have. Siberian Husky’er er også kendt for at stikke af, ved første givne lejlighed og forcere eller grave under hegn. Meget få Siberian Huskies kan gå løst under ture, da de har en stærk tendens til at løbe efter spændende lugte og ikke nødvendigvis komme tilbage af sig selv.

Hunderacen Siberian Husky igennem historien
Siberian Husky, Samoyed og Alaskan Malamute er alle hunderacer, der nedstammer direkte fra slædehunde. DNA analyser har vist, at de nævnte hunderacer er blandt de ældste i verden. Ordet ”Husky” stammer fra inuitterne, som blev kaldt ”huskies” af de hvide tilflyttere, som foretog ekspeditioner ind i inuitternes land. Ordet ”Siberian” i hunderacen stammer fra landet Sibirien, bl.a. fordi Eskimoer brugte slædehunde til at krydse Bering Strædet ind i Alaska (dette er der dog uenighed om). Med hjælp fra Siberian Huskies var hele folkeslag i stand til ikke bare at overleve, men at udforske ukendt, hårdt og arktisk land. Admiral Robert Peary fra USA brugte Siberian Huskies i sit forsøg på at nå Nordpolen.

Guldræset i Alaska
Siberian Huskies blev importeret til Alaska i stor stil i løbet af guldræset i starten af 1900-tallet, hvor de flittigt blev brugt som slædehunde. Specielt bemærkelsesværdigt var slædehundeløbet ”All Alaska Sweepstakes” et 657 kilometer langt slædeløb fra Nome til Candle og tilbage igen. Da Siberian Huskies var mindre end de før benyttede trækhunde, dominerede Siberian Huskies straks løbet.

Medicinske forsyninger – helten Balto
Den 2. februar 1925 var Gunnar Kaasen den første, der bragte livsnødvendige medicinske forsyninger tilbage fra Nenana til Nome (en distance på over 965 kilometer). For at ære Balto, som var lederhunden under slædeekspeditionen, blev der rejst en bronzestatue af Balto i Central Park i New York. På pladen under statuen står skrevet: ”Dedikeret til den ukuelige ånd i slædehundene, der bragte livsnødvendig medicin over seks hundrede miles til det sygdomsramte Nome under vinteren i 1925”. Siberian Huskies gjorde også tjeneste i USA’s Army Arctic Search and Rescue enhed under anden verdenskrig.

Hvis du overvejer at anskaffe dig en Siberian Husky bør du overveje følgende:

Vil du gerne have en hund der er:

- Medium af størrelse og har et ulvelignende udseende.
- Er glad og legesyg.
- Er atletisk og elsker udendørs aktiviteter især i koldt vejr.
- Elsker at løbe med fuld fart og trække slæder eller vogne.
- Er venlig overfor fremmede og som regel også overfor andre hunde og dyr.

Det der kan være negativt alt efter dine personlige ønsker:

- Har brug for rigtigt meget motion.
- Kan være detruktiv og hyle en masse hvis motionsbehovet ikke bliver mødt eller hunden keder sig.
- Stærkt jagtinstinkt der gør, at en Siberian Husky gerne vil løbe efter alt der flygter bl.a. katte.
- Er enormt gode til at slippe ud og gå på eventyr.
- Siberian huskies har en stærk vilje, så hunderacen kræver en konsekvent ejer.
- En Siberian Husky fælder meget.